www.middelaldercentret.dk/

Middelaldercentrets Råsejlerlaug

Til forsiden

 
Forsiden
Laugs-Nyt
Kalender
Medlemmer
Arkiv
Oversigt
Medlemsliste
Indlæg 2002 Indlæg 2003

Brevkassen

Indlæg 2006

Indlæg 2007

Indlæg 2004 Indlæg 2005

Indlæg 2008

Indlæg 2009

Indlæg

Svar

Julehilsen
13. december 2003
Kære Råsejlere!
     Da jeg ikke kan være til stede til juleafslutning mandag den 15. december, vil jeg gerne her ønske alle glædelig jul og godt nytår.
     Tak for året der er ved at være gået. Jeg glæder mig til året der kommer.

Venligst
Kjeld Gerdrup
Middelaldercentret

 
Utæt Nordlandsbåd
9. november 2003
     Nogle knaster lige i vandlinien er utætte, og jeg har banket dem ud. Det sagde Kasper (bådebyggeren), at jeg skulle. 
     Nu er jeg i tvivl om, hvad jeg skal sætte i.

Hilsen Brita Poulsen

 
Vinterklargøring
4. november 2003
Kære laugsvenner.
     Ask, Beinta, Nordlandsbåden og Kalmarjollen er nu trukket på land, spulet udvendig og indvendig, rengjorte, støvsugede for vand og sat ind i nausten klar til at blive smurt med tjære/lindolie når de er tørre i løbet af efteråret.
     Agnete er ved at blive klargjort til at blive trukket på land og Sophie venter kun på sin overbygning/overdækning når luftsystemet kommer på plads på havnebunden under hende.
     Jeg skal endnu engang rette en meget stor tak til lauget for det meget store og fine arbejde der udføres for Middelaldercentret. 
     Uden Jer så det maritime område på centret væsentligt anderledes ud.
     Endnu engang: Tak.

Kjeld Gerdrup
MC maritim afdeling

 
Att segla i 1200-talets Östersjön.
16. oktober 2003
     Undervejs i planlægning af julebesøget i Rostock eller Lübeck er jeg flere gange ’kommet forbi’ denne hjemmeside: www.abc.se/~m10354/publ/attsegla.htm .
     En for råsejlsfolk meget informativ hjemmeside, som må sætte gang i fantasien og sejllysten hos enhver Middelaldercenter-råsejler. Der er en fin artikel med en masse links og henvisninger om det vi gør, når vi sejler med Sundkøbings skibe. Om hvordan vi med håndværk og sømandsskab kompletterer historievidenskaben. 
     Det handler også om den moderne strømlinede ”videnpædagogik”, vi som aktive MC-venner er blevet en del af. Om det vi gør, når vi sejler med Sundkøbings skibe. Om hvordan vi med vore handlinger lader ”det skete” ske igen.
     Læs i artiklen om ”Kung Valdemars segelled” [sejlrute] fra Kalmar, op langs svenskekysten, forbi Ålandsøerne til Porkala i Finland.

Hilsen 
Carl Christian Kristiansen

 
En hyldning til hr. web-redakøren!
25. august 2003
     Det er en stor fornøjelse en gang imellem at gå ind på kalenderen og genopleve sommerens begivenheder, genfortalt i hr. webredaktørens egne snurrige vendinger. 
     Tak skal han have for det!

Hr. rederen

 
25. august 2003
     Jeg takker for roserne og vil i den forbindelse lige nævne min trofaste, robuste og sjældent svigtende følgesvend, Kodak CD240 Digital Camera, som hr. rederen velvilligt har stillet til laugets rådighed.
     Første billede blev taget 16. november 2001, tællervisning 2.897.
     I dag står den indbyggede tæller på 6.741, i alt 3.844 billeder, hvoraf et skønsomt udvalg - stærkt reduceret i størrelse og opløsning - illustrerer og dokumenterer de af hr. rederen nævnte snurrige vendinger.

Niels N. Christensen
webmaster, tekst- og billedredaktør samt fotograf

Livstegn fra Brita Poulsen
17. juli 2003
Det er et stykke tid siden, vi har set noget til Brita. Nedenstående svar på tilmeldingsformularer forklarer hvorfor:

Mandag den 9. juni
Jeg kan desværre ikke tage med til Flatø med Falsterpiben. Skal sejle fra Mandal til Stavanger med "Braute" 28.6-5.7.
Lørdag den 14. juni.
Kan ikke deltage i sommertogtet. Har brækket venstre albue i flere splinter og må aflyse al sejlads indtil videre.
Tirsdag den 17. juni
Laugssejlads til Flatø: Der var ikke noget, jeg hellere ville, da jeg har måttet aflyse al sejlads i år. Er jo totalt handicappet med min brækkede arm. Kan ikke engang køre bil.
Onsdag den 16. juli
Det bliver nok en langvarig passivperiode for mig, selvom jeg træner flittigt.

Desværre virker Britas hidtidige mailadresse ikke. Mine mails  returneres med besked om, at adressen er nedlagt. 
Derfor kære Brita! Jeg ønsker dig gennem brevkassen hurtig genoptræning. Vi savner dig!

Hilsen Niels N. Christensen
oldermand

 
18. juli 2003
     Jubii lukkede min postkasse, fordi jeg skal betale for den, men nu virker den igen.
     Jeg kører bil med én hånd, og bruddet er formentlig stabiliseret nu, men venstre hånd totalt kraftesløs. 
     Hvis der er noget jeg kan være med til alligevel, vil jeg forfærdelig gerne. Det er lidt trist at trisse rundt her.


Foto: Brita Poulsen

     Min egen båd kan jeg komme ned i, men ikke op af. Jeg har bedt bådebyggeren lave et trin til mig i forstævnen, hvis han kan få plads til det i den spinkle båd.
     Så er det også nemmere for børnebørnene.

Hilsen Brita

Chartersejlads Langø-Albuen
5. juni 2003
     Som det fremgår af tilmeldingerne er det ikke muligt at samle mandskab til den udvidede weekendtur med prøvesejladser til Langø.
     Jeg går imidlertid ud fra, at de få tilmeldinger til prøvesejladsen også gælder, selv om vi må nøjes med to begivenhedsløse transportsejladser søndag den 15. og tirsdag den 17. juni. 
     I modsat fald skal man straks melde fra.
     Chartersejladserne Langø-Albuen starter mandag den 16. juni kl. 8.00
     Detaljer vedr. mødetider og kørelejlighed samt indkøb af forplejning aftales efter bookingsejladsen torsdag den 12. juni kl. 18.30-20.30.
     Samme aften skal vi gøre "Sophie" sejlklar. Der skal en del udstyr om bord, bl.a. kistebænke, bord, kogekasse og telt, motoren skal løbes over med smøreolie, vand på batterier, dieselolie skal bunkres og sikkert meget mere, hvorfor jeg forventer at det tilmeldte mandskab vil være til stede.

Hilsen Niels N. Christensen
oldermand

Langø-Alpehuen
6. juni 2003
     På given foranledning vil jeg gerne bekræfte, at jeg med stor entusiasme ser frem til sejladsen den 15.-17. juni dette år.
     Da jeg af inferiøre grunde ikke har meldt mig til bookingsejlads den 12. juni samme år, må man håbe, at der er mandskab nok til at udstyre "Pshopie" med kistebænke, bord, kokasse o. lign..
     Ellers er jeg mere eller mindre villig til at stille på min arbejdsplads uden for min sædvanlige eftermiddagslur - ca. 1,5 time regnet fra start til slut - for lade mine voluminøse overarme bringe omtalte udstyr de 200 m fra bådehuset til "Psophies" standplads.
     Med hensyn til intim planlægning af kost ombord under farten til søs og andre steder, er jeg gennem livet på MC trænet i nøjsom adfærd, og kan snildt nøjes med 3 halve fra gæstgiveriet "Den gyldne Svane" - hvert kvarter. 
     Øl drikker jeg kun nødtvungent i store mængder, under pres og i slet selskab, men en enkelt nu og da, forsages inte, som svensken siger.
     I håb om, at jeg ikke desformedelst er blevet strøget af listen over mere eller mindre kvalificerede besætningsmedlemmer forbliver jeg:

Jørgen Winckler-Carlsen
laugsskriver

Gaster søges til Nordlandsbåden
30. maj 2003
     Hvem vil sejle Middelaldercentrets Nordlandsbåd med mig?
     Vi skal helst være mindst to, da én skal sidde fremme og flytte halsen.

Hilsen Brita Poulsen

 
30. maj 2003
     Jeg melder mig som én af forhåbentlig flere halskarle. Jeg vil meget gerne have gang i sejlads med Nordlandsbåden - det eneste af de fem råsejlsriggede fartøjer, der stadig ligger uvirksomt hen.
     Lad os kigge på stumperne på næste laugsaften.

Hilsen Niels N. Christensen
oldermand

Fodnote fra en taber
23. maj 2003
     Hermed den resterende del af fortællingen om dagens hændelser på Guldborgsund.
     Da færøbåden Beinta ankom til MC´s havn klokken 14,45 var "konebåden" Sophie for længst fortøjet langs med kajen.
     Onde tunger fortæller, at Beintas sene ankomst skyldes at en bøje blev sejlet op mellem skrog og ror.
     Da man endelig kom fri, viklede man en bras, som flød i vandet, godt og grundigt om påhængsmoterens skrue - men alt dette er sikkert ondsindet sladder uden hold i virkeligheden.

*)Den anden skipper

*)Bag det hemmelighedsfulde pseudonym gemmer sig den tabende skipper, Kjeld Gerdup

 
24. maj 2003
     Da den hurtigsejlede færøbåd Beinta ankom til MC´s havn klokken 14,45 lå "konebåden" Sophie ganske rigtigt fortøjet langs med kajen, fordi dens passagerer, mandskab og skipper havde meget travlt med at luske hjem med halen mellem benene efter det knusende nederlag.
     Beintas ukuelige besætning, modige passagerer og suveræne skipper foretog derimod yderligere et vend op ad sundet efter sejren, fordi det aftalte ankomsttidspunkt netop var kl. 14.45.
     Den utidige insemination om indtrufne uheld er forbandet løgn og digt fra en dårlig taber, som d.d. måtte indkassere endnu et nederlag.

Niels N. Christensen
oldermand og skipper på vinderbåden

En hilsen fra vor mægtige reder
20. maj 2003
Kære alle i lauget!
     Så er skibene i vandet og endnu en gang skal jeg rette en stor, stor tak til alle for indsatsen - de er smukke, de er velholdte og de pynter gevaldigt i museumshavnen.
     Nu håber jeg, I får en pragtfuld sejlersæson med godt vejr og masser af vind - og vid at den indsats, I gør for Middelaldercentret, er meget meget værdsat!

De bedste hilsner
Peter Vemming

 
En hilsen fra Vidfamne Skibslaug
20. maj 2003
     Jeg og mine venner fra Vidfamne vil gerne sige tusind tak for en herlig sejlads sidste lördag. Det var paent af jer at göre det for os.
     Det var hyggeligt at vaere med jer og det var en oplevelse at sejle med Sophie.
     Og venligst hils Helle Rebslagerske og sig tak for logi under natten.
     Vi har talet om at det ville vaere godt hvis I kunde komme herop og sejle med vores Vidfamne til efteråret. Vi skal pyndte lidt på detaljerna og vi kommer tilbage i sagen.
     Endnu en gang TACK!

Jörgen Johansson
Vidfamne

 
20. maj 2003
     Det var en stor fornøjelse at have ægte råsejlere som gæster om bord - folk der ved, hvilket tovværk der skal hales i og hvornår. Især jeres kvindelige deltageres indsats beundrer vi. Desværre lod de sig ikke lokke til en hyre for sommeren hos os.
     I er altid velkomne til yderligere besøg, og jeres planer for os med en tur i Vidfamne lyder tillokkende.
     Vi ønsker jer en lykkelig rejse over havet på jeres sommertogt til "Vinden Drar" i Kragerøskjærgården i Norge.

Hilsen Niels N. Christensen
oldermand, Råsejlerlauget

Besøg fra Vidfamne Skibslaug
6. maj 2003
     Vores tilmeldningsfrist er löbet ud og vi bliver 9 voxne der gerne vil besöge Middelalderscentret og selfölgelig sejle en tur i jeres tomastede skönhed Sophie.
     Vi sover på vandrerhjem i Nyköbing natten mellom Fredag 16/5 og lördag 17/5. Natten mellom lördag 17/5 og söndag 18/5 ville vi gaerne sove i vores egne telt inne i Middelaldercentret hvis det kan lade sig göre.
     Så om söndagen tager vi tidligt afsted fordi vi vil passe på at se Möns Klint på vejen hjem.
     Håber at vi stadigvek kan komme? Hvad vil dette koste os?

Kaerlig Hilsen
Jörgen Johansson, Vidfamne

 
6. maj 2003
     I skal være hjerteligt velkomne. Eftersom I er Middelaldercentrets gæster, vil jeres adgang til centret, sejltur med "Sophie" samt overnatning i telte i skoven være gratis efter aftale af 5. december 2002 med centerleder Peter Vemming.
     Hvis vejret er for dårligt til overnatning i telt i skoven, er det muligt - hvis ikke alt er optaget - at I kan finde sovepladser i et af centrets middelalderhuse.
     Råsejlerlauget er just i gang med tilrigningen af "Sophie". Masterne rejses tirsdag den 13. maj, så hun kan være sejlklar lørdag den 17. maj.
     Jeg foreslår, at vi mødes foran Middelaldercentrets hovedindgang lørdag den 17. maj kl. 10.00, hvor vi vil tage imod jer.

Hilsen Niels N. Christensen
Råsejlerlauget, oldermand

Forårsklargøring
15. marts 2003
     Sikke en dejlig dag. Kan varmt anbefales!

Hilsen Brita Poulsen

 
Forårsklargøring
3. marts 2003
     Flot arbejde allerede fra starten! Det tegner godt for den kommende sæson.

De bedste hilsner
Kjeld Gerdrup

 
Råsejlerseminar 2004?
27. februar 2003
     Hvad vil I/vi mer?
     Mange smukke og velbegrundede afslag med henvisninger til en vidunderlig verden af vind og råsejl!
     Jeg synes at vi skal arbejde videre med et seminar, hvor vi:
  1. gør det billigere
  2. lader besætningerne komme sejlende til os i Guldborgsund
  3. sender nordiske samarbejdssignaler ved at lade NM's Kulturfond medvirke økonomisk til et optimalt råsejler-sommertræf først på sommeren 2004!

     Vi har jo ressourcerne (viden og tilstedevær, masser af nordtyske gæstemål i under et døgns sejlafstand) til at skabe den ultimative middelalderlige råsejlsoplevelse!

Carl (CC Kristiansen)

 
Skaftløse bådshager
24. februar 2003
     Det er med sorg og oprigtig vemod at jeg daglig passerer tre spidse maritime jerngenstande på Kjeld Gerdrups kontor, - vi knoklede, vi svedte og vi nåede at få dem færdige næsten til tiden og nu ligger de der, skaftløse og måske forladte!

Hilsen Peter Vemming

 
24. februar 2003
     Laugsmedlemmerne har ved flere lejligheder udtrykt uforbeholden beundring over det rettidige smedehåndværk, men har i en periode måttet lade dem ligge til skue for i stedet at knokle og svede sig igennem pensum til VHF/DSC eksamen.
     Et udvalg af vellagrede, smækre asketræsskafter står klar på værkstedet og skæftningen vil påbegyndes ved laugsmødet dd.

Hilsen Niels N. Christensen
oldermand og indehaver af
Cept Short Range Certificate (SRC)
Valid for operation of maritime GMDSS
radioinstallations required in A1 areas.

Råsejlerseminar 2003
4. februar 2003
     Vil gjerne være med en gang dere skal seile på seminaret. Lykke til med neste arrangement!

Karin Buberg

 
Råsejlerseminar 2003
3. februar 2003
     Det var trist at höre. Vi syntes at det var fint at nogen tog ved når det ikke blev af det andre sted.
     Men vi forstår jer. Da vi arrangerte Råsejlseminariet i feb 2000 så var det trögt med anmeldningerne. Og på et tidspunkt måste man ju ta en beslutning og sige stop eller kör.
     Jeg arbejder på planerne med vores besög hos jer 17.-18. maj og håber at vi kan ses då.

Hilsen Jörgen Johansson
Vidfamne

 
Råsejlerseminar 2003
3. februar 2003
     Selvom jeg ikke havde mulighed for at deltage og dermed støtte op om arrangementet, synes jeg alligevel at det er ærgerligt at seminaret må aflyses.
     Det kan vel næppe være programmet der er årsagen, jeg fandt det selv ganske spændende.
     Håber at seminaret vil blive gennemført på et senere tidspunkt.

Med venlig hilsen
Kristian Poulsen
Skibsklan Yggdrasil

 
Råsejlerseminar 2003
29. januar 2003
     Heisan
     Det var spennende å få oversendt invitasjonen til seminar. Jeg har holdt på seiling, og undervisning med råseglsbåter i 25 år snart og har vært med på bygging og utviklingen i miljøet i nært samarbeid mellom Danmark og Norge siden 1970 tallet.
     Har nå en fembøring på 49 fot. I nordisk sammenheng har vi vært med å bygge opp det årvisse arrangementet "Vinden Drar" siden vi etter seminar på Åland i 1985 starten den nordiske vandringen av arrangementet i 1986 i Norge.
     Til sommeren er det i Kragerøskjærgården i Norge. Dere er hjertelig velkommen. Kan du markedsføre det under seminaret også så er det fint.
     Det meste av seminarinnholdet er kjente ting. Jeg har dessverre ikke anledning til å prioritere det nå, men ønsker gjerne å bli med våre nordiske råseglsvenner ved en annen anledning.
     Lykke til med seminaret
     Kontakt til Vinden Drar er Bjørn Tordsson Bø I Telemark eller Olav Tømmerstigen 7180 Horten Norge TLF.33047380

Hilsen
Wiggo S.Larsen

 
29. januar 2003
     Dit afbud er med beklagelse noteret. Det er jo netop veteranerne, vi har brug for at lytte til!
     Vi skal nok reklamere for "Vinden Drar"!

Hilsen Niels N. Christensen
oldermand
Middelaldercentrets Råsejlerlaug

Råsejlerseminar 2003
28. januar 2003
     Vi har det lidt svært for tiden idet vi har sagt ja til at medvirke i et filmprojekt i slutningen af marts.
     Det betyder at vi skal søsætte skibet 14. - 16. marts, idet optagelserne skal foregå en uge senere. Det er meget beklageligt for vi ville selvfølgelig gerne deltage.
     Vi håber i får et godt møde og at vi kan få et referat fra mødet, idet især emnet omkring bundmaling interesserer os meget.
     Vi ønsker Jer god vind med arrangementet.

Skibslagshilsner fra Sebbe Als
Steen Weile

 
29. januar 2003
     Dit afbud er med beklagelse noteret.

God vind!
Hilsen Niels N. Christensen
Middelaldercentrets Råsejlerlaug

Lykønskning
31. december 2002
     Vor store rorgænger og marinleder, Kjeld Gerdrup, fylder rundt i dag.
     Jeg ønsker dig hjerteligt til lykke, mindes vor ungdoms ulidelige lethed og håber, at vort samarbejde det næste årti må præges af den visdom, der foretager et kvantespring, når man runder det skarpe hjørne - og godt nytår!

Niels N. Christensen
oldermand

 
 

Copyright © 2001-2010 Niels Nordby Christensen, webmaster@raasejlerlauget.dk


erling@raasejlerlauget.dk - oldermand
finn@raasejlerlauget.dk - oldermand
martin@raasejlerlauget.dk - kassemester
mie@raasejlerlauget.dk - skriver
Middelaldercentret
Ved Hamborgskoven 2
4800 Nykøbing F.
Tlf. 54 86 19 34 - Fax 54 86 18 34
Peter Vemming - centerleder
Martin Sønderskov - marin afdeling
Brynhild Hald - formand Guldborgsund Gildet
Lisbeth Hald Christiansen - kasserer Guldbs. Gildet