1.

Oprindelse
Pegukatechu, brun Bombay katechu, catechu nigrum, undertiden kun betegnet katechu eller cutch.
Denne extrakt fremstilles af Acacia catechu, der fortrinsvis vokser i For- og Bagindien samt i Østafrika. Denne Acacie er et højt træ med dobbelt fjerdelte blade, hvis akselblade er omdannede til torne, gule blomster og 3-6-frøede bælge.

Fremstilling
Til fremstilling af katechu bliver det mørktfarvede kerneved befriet for barken og sædvanligt også for den lyse splint, skåret i små stykker og kogt med vand i lerkrukker, indtil der har dannet sig en mørk og tyktflydende extrakt, som derpå bringes over i større, flade beholdere, hvor den inddampes så stærkt, at den stivner ved afkøling.

Den bliver derefter udstøbt i firkantede lerforme eller hældt ud på en med komøg-aske bestrøet måtte for endelig at tørres færdig i solen

Ringere sorter fås, når man lader extrakten henstå nogle dage i krukkerne, indtil den er blevet plastisk, og derefter former den i klumper, der ligeledes tørres i solen.

Produktet
Det færdige produkt indpakkes ofte i blade af Dipterocarpus tuberculatus og udføres til Europa i sække og kister, næsten udelukkende fra Rangoon.
Den er brunsort, hist og her med rødligbrune pletter, har et muslet brud og glinsende brudflader. Lugten er svag og smagen bitter og sammensnerpende med en sødlig eftersmag.

Anvendelse
Katechu anvendes i meget store mængder til farvning af bomuld og silke, ofte i forbindelse med krom- o.a. bejdser. Til garvning anvendes den kun undtagelsesvis.
Endvidere anvendes den til imprægnering af fiskenet, telte, overtræk til kufferter og lign. væv, som udsættes for fugtighed, og i ringe mængde i medicinen.

2.

Gambierkatechu, gul katechu, cachou clair, gutta gambir, katagambe, extraktum ancariae, kaldes undertiden kun gambier og fremstilles af blade og unge grene af nauclea gambier ved udkogning og inddampning. Fremstillingen foregår hovedsagelig i Bagindien og i hollands Indien.
Efter at extrakten er stivnet, skæres den i terninger, terninggambier eller i blokke, blokgambier. Blokkene er faste på overfladen, men sprøde indvendig og af gul farve.

3.

Khachi katechu eller khakicutch er mindre godt defineret end pegukatechu og gambierkatechu. Den består af sprøde, rødbrune stykker med glasagtigt brud. Sandsynligvis drejer det sig væsentlig om et mangroveudtræk.

Civilingeniør J.S.F. Aabye

Mit Katechu, ohne jegliche Beigaben, lohten auch die Holmer Fischer die aus Baumwolle gemachten Sprietsegel ihrer Schleikähne einmal im Jahr. Nach der Behandlung standen die Segel wie ein Brett. Wenn es dann beim sonntäglichen Regattasegeln auf der Schlei regnete, war ein schneeweißer Bleyle-Pullover schnell voller roter Flecken und mancher Junge bekam zu Hause gehörig Ärger.

Jedenfalls hatten überall die Fischer aufgrund ihrer Erfahrung die unterschiedlichsten Rezepte. Und jeder war natürlich der Meinung, seine Methode sei besser als die der Anderen. Mit dem Niedergang der Fischerei und Frachfahrt unter Segeln ist auch das Lohen verschwunden, ja fast in Vergessenheit geraten.......

.....Wir wissen jedenfalls aus der Vergangenheit, daß sachgerecht behandelte und regelmäßig gelohte Segel aus Leinen 20 Jahre und länger im Einsatz gewesen sind......

......Leider gibt es das Katechu nicht mehr in der früher üblichen Blockform, sondern nur noch als Pulver und ist ziemlich teuer.

Quebracho (Unitone Dark Brown oder Red Brown) ergibt aufgelöst in heißem Wasser im Verhältnis 1/2 Kg pro 10 Liter eine gute Färbung. Für einen dunklen rotbraunen Farbton sollte aber nicht viel mehr als 1 Kg Extrakt pro 10 Liter Wasser genommen werden. Man verwende tunlichst Meer- oder Regenwasser! Noch dunkler wird das Tuch durch Zugabe von etwas Holzteer, der vorgewärmt am besten in die 60 bis 70°C heiße Brühe gerührt werden sollte.

Eine verbesserte Imprägnierung nach Art englischer Wetterjacken kann man mit dem Zusatz von Fischöl (Münzing Optimalin) unter Zuhilfenahme eines Emulgators erzielen. Auch Mischungen aus Ocker, Leinöl und Holzteer lassen sich ohne weiteres auf Segeltuch aus Naturfaser anwenden. Die Zutaten bekommt man in Öko-Farbläden.

Hermann Ostermann

Til barking ble det brukt eikebark, grankongler og "katteko'' (dvs. katechu). Blandingsforholdet kunne variere. Grankonglene som var fulle av kvae, og eikebarken ble samlet inn om våren.

Etter barkingen ble garna tjæret. Dette var det tilstrekkelig å gjøre en gang i året. Flere fiskere slo seg gjerne sammen om arbeidet.........

Kilder:
Samtaler med Ingemar Christensen født i 1923, Einar Jensen-Eian, født i 1902, Leif Barbru født i 1928.

Bemærkninger til oversættelsen.

     Den norske tekst beskæftiger sig med 3 begreber omkring birketræ, nemlig never, bark og ved.
     Det har voldt mig en del problemer i oversættelsen, idet den norsk-danske ordbog oversætter never og bark til samme danske ord - bark.
     På dansk kunne der være mulighed for at benytte betegnelserne bark, bast og ved.
     Efter en del snak og drøftelse rundt omkring, hælder jeg mest til den anskuelse, at ordet "never" dækker over den tynde, hvide papiragtige del af barken, der kendetegner birketræer.
     Dermed må ordet "bark" så dække, hvad der befinder sig inden under - inden man når ind til selve træet.
     Jeg har derfor anvendt definitionen never - papirbark, bark - bark og ved - ved.

Mia Gerdrup,
Bogø, den 8.4.95.
justeret efter gode råd 13.6.95

Barkning af sejl.

Indsamling af materiale.
     Processen starter året før vi skal barke sejlet. Da samler vi bark. Vi finder frem til en birkeskov, helst med god bark og nogen størrelse på træerne. De skal gerne være lo-3o cm i diam. Det er den eneste måder, hvor vi kan udnytte hele træet på een gang, -hvor vi kan udnytte både papirbark, bark og veddet.

Papir-bark.
     Først flår vi papirbarken af så langt op som vi nu kan nå. Denne bark er nemmest at få af i juli. Da kan vi flå det af omtrent som at åbne en avis. Med en kniv skær vi en ring rundt om træet og lægger et lodret snit mellem ringene. Så stikker vi kniven ind under barken, tager et godt tag fat i barken med begge hænder og river flagen af.
     Barken skal først lægges i pres. Vi samler det i flager, det vil sige stykke på stykke med indersiden opad så højt som vi nu kan få det til at stå godt (ca. 3/4m). Læg brædder eller lignende, og sten eller andet tungt, sådan at barken ikke kan krølle sammen. Når barken tørres på denne måde, er den god at anvende til tækning, (garnreppar??) eller birkebark-kar.

Bark.
     Efter at papirbarken er væk, går vi løs på barken. Vi går i princippet frem på samme måde som med papirbarken. Men barken er stivere og sidder lidt bedre fast. Vi bruger fingre og hænder på samme måde som før. Og efter et stykke tid kan vi få barken af i fine ruller på 5o - 8o cm længde. Nu fælder vi træet og river papirbark og bark af så langt opad stammen som vi finder det besværet værd i forhold til kviste og størrelse. Under alle omstændigheder kan vi bedre udnytte barken længere oppe ad træet, mens god papirbark næsten kun findes på den del af stammen, der er fri for kviste.
     Hvis vi skal udnytte veddet, kan det bedst betale sig at skære træet op til pejsebrænde med det samme. Nyfældet birketræ er let at arbejde med. Skal træet bruges til gavntræ, må træet godt ligge med løvet på. Så trækker løvet vandet ud af veddet. Det sprækker ikke meget når vi arbejder med det.

Tørring af barken.
     Rullerne eller "rørene" af birkebark sætter vi nu til tørre. Det bedste er et luftigt sted under tag. Vi stiller dem mod hverandre ind mod en væg eller lægger dem på en rist. Bedst er hurtig tørring, men med så lidt direkte sol som muligt.
     Når barken er knastør, lægger vi den i en lærredssæk og banker på sækken med en trækølle, til barken er knust til stykker på ca. l - 2 cm størrelse. Man kan også male det til mel på en kværn. I denne tilstand kan barken lagres til vi skal bruge den, enten til næste forår eller senere. Lagret tørt kan den holde sig godt i årevis.

Forskellige slags bark.
     Der er delte meninger om hvilken bark, der er bedst, men i Nordnorge er der kun een mening om det. Birk er bedst. Litterære kilder mener at egebark er bedst til garvning af læder, og eg indeholder uden tvivl mere garvesyre. I den tid, da der i industriel målestok blev fabrikeret bark-ekstrakt (norsk "barkekstra"), forekom granbark at være det bedste råstof. Nu er een ting garvesyre-koncentration og garvesyre-fremstilling. Ud fra forsøg med forskellige garvninger og en ensidig vurdering af garvesyrekoncentrationen, kan man ikke se hvad der sker under garvningen.
     "St.Brendan" (læderbåden som blev sejlet til Amerika i l975/76) viste at egebarken gav tillægskvaliteter, som man foreløbig blot kan konstatere, men ikke forklare. Noget lignende kan vi se når det gælder barkning af sejl. Traditionen er i alle tilfælde uomtvistelig. Birk er som nævnt det bedste. Og giver en fin farve, hedder det, men anden bark vil man ikke høre tale om her på egnen.

"Stå-bark" og "Koge-bark".
     Nu er der to måder at barke på. Den ene er at benytte stå-bark, syre-bark eller rå-bark, som det også kaldes.
     Vi blander lige dele knust bark og havvand i barkekarret og lader det stå til gæring i l4 dage. Formålet med gæringen er formentlig at komme af med sukkerindholdet, som ellers kan være en indfaldsvej for skimmel/mug og råd. De fleste hældte lidt soda i for at trække mere barkstof ud. Det almindelige var at lægge sejlet i dette udtræk fra 2 til 8 dage, og så lade det tørre.
     Til nye sejl og nyt tovværk benyttede man altid syre-bark.
     Det gav den fineste farve og var ikke så hård mod dugen som koka-bark. Farven kommer først frem efter et par dage.
     Sejlet skal tørre og gerne vendes sådan at vi får farven ens frem på begge sider; men ikke for meget i solen, siger de gamle. Også nyt tov og nye garn blev barket på denne måde.
     Det gik an, at røre lidt tjære i barkudtrækket. Det hjalp mod råd, men for at få mere tjære i, må man koge det. Stå-barken kan stå hele sommeren. Man lagde sejl og tov i efterhånden som man havde brug for det. Koka-barken har først og fremmest det fortrin, at vi kan blande mere tjære i. Det var som sagt bedre mod råd. Samtidig bliver sejlet lidt stift.

Forberedelse til selve barkningen.
     Vi begynder nu barkningen med at lægge barken i blød i l4 dage før sejlet skal i udtrækket. Det enkleste er at lægge barken i det kar, som vi skal koge i. Har man en loo L gammel malmgryde, er det godt. Vi fylder 3o - 4o liter tørt og knust bark i. Tilsætter cirka ligeså meget havvand. Læg mærke til at vi bruger havvand.
     Kan man ikke få fat i en gryde, kan en overskåret olietønde gøre samme nytte. Skal der barkes store kvanta ( sejl på over 5o m²), lønner det sig, at skære tønden af så højt oppe som muligt, således at vi kan lave en kogning på l5o - l8o l. Fremdeles skal der være lige så meget bark som vand til iblødlægningen.
     Den afskårne top (af olietønden) gemmer vi til blandekar til senere.
     Hvis man arrangerer sig med omtanke, sætter vi allerede nu kogekarret på det ildsted, som vi skal koge ved, sådan at vi bare skal lægge brænde under og tænde.

Opskrift på barknings-afkog.
     Man begynder dagen med at se efter at der er rigelig med brænde ved siden af ildstedet. Ellers har vi brug for en jolleåre til at røre med, 1/2 liter trætjære, loo g krystalsoda, en almindelig zinkbalje/spand, et blandekar på 2o - 5o liter, madpakke til hele dagen og godt med tålmodighed.
     Selve barkekarret skal helst være så stort, at det rummer alt bark-udtrækket som vi koger, samt det som skal barkes, altså 2 - 4oo liter.
     Gamle barkekar er gerne på denne størrelse, og af og til meget større. De helt store bliver mest benyttet til store sildegarn.
(Tilføjelse: Måske et gammelt støbejernsbadekar kan bruges?)

Barkekar.
     Barkekar er lave og runde. Højden er omtrent som diameteren, eller lidt mindre. Siderne er rette og jævne. Det skal have hul med tap i nede ved bunden.
De er som regel meget solide og udført med stor dygtighed. Personligt har jeg barket i et som var fra l74o. Det var godt endnu.

Kogning.
     Nu begynder vi at varme op under gryden. Vi lægger rigeligt på, vi får det i kog, og fylder 2 - 3 bøtter vand på. Afkoget behøver ikke bulderkoge, bare småkoge et par timer. Vi sørger for lidt koldt havvand, før vi hælder en håndfuld soda i. Det skummer og vil koge over. Så slår vi koldt vand i. Hvis vi får problemer med at have det i gryden, må vi øse en bøtte eller to af.
     Det første år vi barkede sammen, benyttede Einar Holten også læsket kalk. Han gav ingen nærmere forklaring. Både soda og læsket kalk vil neutralisere garvesyren. Prøver viser at det færdige afkog har en ph på ca. 6. Jeg kan tænke mig, at kalk blev brugt nytte i tidligere tider, da man ikke kendte soda.
     Brugen af soda og/eller kalk tyder på, at man er ude efter saltudfælding, og at det er dette (saltudfældningen), som efter denne metode, gav forholdsvis vandfaste farve, der også beskytter mod råd.

Farve og konsistens.
     Hele tiden må vi holde øje med farven og konsistensen på afkoget. Før kogningen var væsken klar og brunlig. Efter af vi har kogt en time eller to, kan vi se at farven går i retning af violet, men fortsat er klar. Efter at vi har tilsat sodaen, bliver den mørkere og ikke længere så gennemsigtig; mere som kaffe end som te at se på. Bliver det ikke sådant, må vi tilsætte mere soda. Afkoget ser nu ud til at få rette farve. Vi koger alligevel en time eller 2 til for at være sikker på at vi får alt ud.

Tilsætning af tjære.
     Vi øser nu et par spande havvand op i blandekarret. Hvis vi har været nødt til at øse af under kogningen, hælder vi nu dette tilbage. Det gælder nu om at få temperaturen ned til det varmeste som vi kan holde vores hænder i uden at blive brændt (ca. 6o gr.).
     Nu hælder vi en lille kaffekop med tjære i, mens vi rører rundt.
     Det er en fordel om tjæren er varmet lidt først. Så løber det lettere. Se til at tjæren blander sig godt med bark-afkoget. Er afkoget for varmt, vil tjæren klumpe, sætte sig som pletter i sejlet. Er afkoget for koldt, vil det ikke opløses.

Se efter at "helligdagene" kommer væk.
     Vi tager lidt af den knuste bark fra kogningen og lægger i bunden af barkekarret - bare så det dækker. Så hælder vi lidt af det færdigblandede afkog i. Nu lægger vi enden af sejlet ned i karret, hælder lidt mere afkog i, mere af sejlet i karret, mere afkog og så fremdeles.
     Mere afkog må til afkøling, blandes med tjære og hældes i karret, og vi lægger mere sejl op. Når sejlet er helt dækket af afkog, bør der være lidt afkog tilbage i gryden.
     Vi tager sejlet op og lægger det i blandekarret. Vi ser efter i folder og hjørner, at der ikke er "helligdage" - hvide pletter. Det vil der altid være. Derfor må sejlet ned igen, og vi sørger for at der kommer afkog på de hvide pletter. Hvis det er svært, må vi tappe noget afkog af og hælde på igen.
     Nu blander vi den sidst portion af afkoget i. Det gør ikke noget at barken er med. Vi hælder det over i barkekarret og fylder op med tov, og andet som vi vil have barket. Hampetov må man barke, hvis det skal holde sig. Manillatov har også godt af en omgang, omend det holder sig bedre end hamp uden at blive barket.

"Sægglet har ti' færj" (Sejlet har taget farve).
     Når alt som vi skal barke er fyldt i, (eller når vi ikke har plads til mere), lægger vi nogle rene sten sådan at alt holdes neddyppet. Vi spænder en presenning eller et gammelt sejl over, og lader det stå til næste dag.
Spændende.

Vi bliver skuffede.
     Sejlet ser gråt og grimt ud. Vi må hænge det til tørre. Snart går farven over i retning af violet. Det tegner godt. "Sæglet har ti' færj". (=Sejlet har taget farve).
     Før vi tager det ud til båden, må sejlet tørre godt. Kommer det for hurtigt på havet eller i regn, vil farven forsvinde. Farven har ikke sat sig endnu. I løbet af en l4 dages tid, er farven smuk rødbrun, med et skær af gult. Ved indendørs opbevaring går farven mod violet.
     Sejlet er nu godt imprægneret mod råd og rustpletter, men ikke i samme grad som hvis det var af kunstfiber eller det sætter ind med sværere svamp/skimmelgift.
     Derfor må vi altid sørge for at tørre sejlet før vi hænger det væk.
     Er det vådt når vi kommer ind, hænger vi det på master, bom eller rå, og hænger det til tørre så snart vejret tillader det. Passet godt kan sejlet holde sig i 2o - 4o år.

Hvor ofte bør sejlet barkes?
     Sejlet bør barkes igen næste forår, og senere hvertandet til fjerde år, såfremt det er i jævnlig brug. De gamle var meget omhyggelige med at passe på sejlene. De blev barket, tørret og hængt væk på et luftigt sted.
     Således er det gået til, sådan at vi rundt omkring i bådeskure kan finde loo år gamle sejl hængende som endnu ser ud til at være lige gode.

Jagt-sejl var smurte.
     Store sejl kunne ikke barkes. Det var for tungt og pladskrævende. Jagt-sejl blev derfor smurt. Denne opskrift på sejl-smøring har vi fra Sigurd Jønvik fra Levanger. Han koger afkog som beskrevet før. Han brugte både soda og lidt tjære. Derudover skulle der røres lidt talg i. Talgen blev rørt i samtidig med tjære, altså mens afkoget var varmt. Det skulle passe med et par bøtter bark-afkog til et kilo talg. "Vi kunne også bruge lidt tran fra fiskelever", siger han. Dette blev også rørt i når afkoget var varmt.
     Derudover kom Sigurd engelsk rød (malingspulver) i. Smøringen stod til dagen efter og det var koldt. Det hele var så tilpas tykt, at man kunne smøre det på med en kost. Sigurd præciserede at der skulle være lidt tjære i blandingen, når man kogte af birkebark: "Så holder de længere".

Riggen.
     Stående rig er af tjæret hamp. Tid til anden kunne det oversmøres med et nyt lag tjære, men det var kun når der var tendens til udtørring. De første år lå tjæren i tykke lag på riggen.
     Løbende rig skal barkes sammen med sejlet. Derudover blev det smurt.
     Johan Skivik fra Bodø siger at tovsmørelsen var lavet af lige dele tjære, talg og kogt linolie og/eller fisketran. Disse råstoffer bliver blandet sammen og kommes på tovet med en klud. Tovet bliver ikke dybt imprægneret. Der skal bare et vandafvisende lag udenpå.
     Får tovet for meget smørelse, bliver det både for glat og stift. Det er vigtigt at den løbende rig både har friktion og holder sig blød. Så løber det bedst i blokke og skinkel. Friktionen gør at vi kan stole på knobene.

a) Katechu-Pegu.
     Katechu er den inddampede ekstrakt fra et i Indien og Ceylon forekommende akacietræ (Acacia catechu).
     Navnet Katechu er dannet af de indiske ord Akate = stamme og Achu = saft
     Katechu er blevet bragt til Europa siden 1827 og blev i begyndelsen antaget for at være en jordart og handlet under navnet Terra japonica. Det blev også påstået, at Terra japonica var ekstrakt fra et andet træ (Rubiacee Uncaria gambi Roxb., som leverer Gambir-Katechu
     At skille produktet fra garvestofferne medførte betydelige toldgodtgørelser. Først i 1887 blev katechu kendt for det, det var, og det var da meget vanskeligt, at forhindre den høje told, der var for garvemidler. Alligevel taler senere oplysninger urigtigt om, at Katechu er et agavepro­dukt. Katechu stammer først og fremmest fra Bagindien, fra Irawadi-deltaet, hvor landskabet Pegu gav det navn. Andre betegnelser er Bombey Katechu, Rangun Katechu eller Eagle Block Rangoon, begge disse navne efter vigtige For- og Bagindiske havnebyer. Dertil kommer andre betegnelser som: Double Eagle, Cutch, Acazie Katechu og lignende. Af og til kommer også sydafrikansk Katechu via Holland til Tyskland og forhandles der. Dette træs bark er kendt som Black Wattle
     Indenfor fiskeri forekommer Katechu i blokform f.eks. Katechu Pegu Block Stern B eller i tabletter. Blokkene er tit ikke ordentligt gennem­tørrede og mugner indeni. Deres sejhed gør det så svært at lave mindre stykker.
     Katechu i tabletform er mere håndterbar

Anvendelsen af oversøisk garvemiddel. Side 38

     Brugen af oversøisk garvestof til netkonservering er den mest anvendte metode. Den mest hensigtsmæssige anvendelse bliver beskrevet under grundmetoderne (s. 59). Der findes mange variationer inden for fiskeriet. Der hersker stor uenighed om, hvor meget garvemiddel, der skal bruges.
     Det blev foreslået, at bruge 2, 4, 5, 6, 8 og 25 kg til 100 l vand. Andre mener, at der skal bruges 7,5, 15, 20, 25, og 30 kg til 100 kg net.
     For at fremskynde opløsningen bliver der mange steder tilsat ammoniak, hvorved der ligesom ved tilsætning af kobbersulfat, kaliumbicromat, læsket kalk eller bøgetræs- aske opnås en mørkere farve. Ved tilsætning af soda og kogesalt vil konserveringseffekten blive større.
     Ude på fjorden bliver der advent 300 l vand, 10 kg katechu, 5 kg kogesalt og 5 kg soda.
     En anden gammel metode anvender til den samme vandmængde, 8 kg katechu og 10 kg soda til behandling af Ahani-net.
     Andre forskellige synspunkter består med hensyn til flammetemperaturen. Ved lav temperatur fnugger garvebarken, som kan ses som en forplumring. Det hjælper ikke herefter at dyppe nettene i koldt garvebark, heller ikke at lade dem ligge i 3-4 uger, som det er almindeligt i dele af Tyskland. Synker temperaturen til under 50 grader finder der ingen nævneværdig konservering sted. Der er fordel ved at lade nettene ligge længere i den varme garvebark og langsomt lade den køle af. Det nytter heller ikke med et kort opkog af nettene eller få minutters neddybning, fordi garnene ikke bliver helt gennemvåde. Hvor tit der skal barkes - der foreslås 2 - 6 gange - afhænger af, om der sluttes af med bejdsning. Gør man ikke det, skal nettene barkes så tit, at de holder en mørk farve. Så vil gentagne tørringer og fugtninger forhøje virkningen. De skal ofte efterbehandles, helst hver 14. dag. Sådan konserverede ruser bliver stive og har lang levetid. På denne måde kan man klare sig såvel ved oversøisk som ved indenlandsk barkemiddel uden bejds­ning. Nødvendigheden af tit at måtte efterbehandle, fordyrer konser­veringen betydeligt. Derfor burde der altid efter­­­­bejdses.
     Endnu et spørgsmål er, hvad der skal ske med den gamle barkevæske.
     Når det er muligt benytter man den til at skyl­le bejdsede net og smider det så væk. Bliver der ofte barket betaler ophævelsen og gentagne opfriskninger sig, indtil barkevæsken begynder at sætte sig groft på garnene. Så skal den kastes væk.
     Det er ikke muligt at fastslå kvalitet ved at sammen­ligne gam­mel og ny garvebark.
     Farven er uden betydning for konserveringsvirkningen.
     Opbevares barkvæsken uden tildækning, får den let skimmel. Denne skal skummes af.
     Man kan forhindre skimmel ved tilsætning af borsyre, preventol X fast (4 l 10% opløsning til 100 l garvebark), preventol flydende N og andre produkter.
     For at undgå sprødheden og støvet fra hårdt barkede garn, foreslås det, at anbringe de tørrede garn i en kartoffelmelsstivelsesopløning ligesom ved storvask. Sprødheden bemærkes især efter intensiv barkning og bejdsning. Det er hensigtsmæssigt ikke at behandle løst garn på den måde, da det let kan gå i stykker, når det senere taber sprødheden ved fangsten(?)
     Netsænkere af bly skal fjernes før barkningen, de virker bejdsende og gør nettene hårde, hvilket er uønsket ved stående net.

     Her videregives den fremgangsmåde, der har vist sig som den bedste, mest udbredte og almindeligt anerkendte.
    Den bygger på en god barkning med egnede garvemidler og en grundig bejdsning med metalbejdse (kaliumbicromat og kobbersulfat-ammoniak) eller tilsætning af testalin. Som efterbehandling kommer en carbolbehandling i våd tilstand på tale.

Forbehandling af fabriksnye net
     Fabriksnye net skal vaskes ud før konserveringen, idet de hænges i havnen eller lægges i en beholder. Derved afgives overflødig fedt og snavs fra bomulden, der ellers vil hindre optagelse af en effektiv kon­serveringsmiddel. Således forbehandlede net er egnede til konservering. Man kan tilsætte en smule soda (2 %) til vaskevandet, hvilket giver en mere ensartet gennemfarv­ning, men det er ikke nødvendigt.

Barkning med Katechu.
     Den mængde blødt vand (regnvand), der er nødvendig til vægten af nettet, bringes i kog, og den smuldrede Katechu ophænges i en netpose i vandet. Smider man Katechu direkte i vandet, vil det brænde fast på bunden og al konservering går fløjten. Ved at bevæge og røre rundt med Katechuposen opløses det let. Enhver anvendelse af amoniak for at fremme opløsningen frarådes.
     For hver 100 l vand skal anvendes 2 kg Katechu.
     Når lagen koger rages ilden væk, så nettet ikke brænder fast på bunden. Denne kan af samme grund forsynes med en rist. Nettet tryk­kes godt ned og sten kan hjælpe med at holde det hele under overfladen. Hvis noget stikker over vandet, virker det som en væge, hvorfra vandet fordamper og området bliver helt sort og hårdt. Vigtigt er det, at nettet om muligt bliver liggende længe i det varme vand, ellers bliver det ikke gennem­præpareret. Beholderen skal holdes varm natten over. I en kold beholder bliver væsken grumset som i hårdt vand og kan ikke trænge ind i trådene.
     Nettene skal mindst ligge i 24 timer i det varme vand og tages op efter afkøling og lægges på en rist over karret til afdrypning, så intet går til spilde.
     Dernæst skal nettene lægges i skygge til tørring. Man skal sørge for, at tørringen foregår langsomt. Derfor hænger man dem ikke op som gardiner, men snarere i guirlander.
     Jo langsommere imprægneringen tørrer i garnet, des bedre hæfter det og des mørkere bliver det.
     Nybarkede garn er meget ømfindtlige over for regn. Først når de er gennemtørre, fæstner imprægneringen bedre til garnene.
     Den brugte væske spædes op med regnvand, kogt og endnu en gang tilsat 2 kg Katechu pr. 100 l. Nettene bliver behandlet endnu en gang efter bejdsningen - denne gang dog i dobbelt så stærk opløsning.
     Mens de efter den første omgang stadig var meget lyse, bliver de mørkebrune efter den mellemliggende bejdsning. Så skal de tørre og bejdses endnu engang. Man kan eventuelt gentage processen en tredje gang.
Den brugte væske bliver hver gang spædet op som beskrevet ved tilsætning af 2 kg Katechu pr. 100 l. Skulle den undervejs blive for tyktflydende, undlades blot at komme Katechu i. Det er bedst ikke at anvende væsken for tit, og ved voldsom skimmeldannelse at smide den væk

Brandt, Andres von:
Netzkonservierung im Fischereibetrieb
(Handbuch der Binnenfischerei Mitteleuropas 5)
1941. 100 Seiten, 47 Abbildungen , 34 Tabellen, 6 Tafeln

© E. Schweizerbart'sche Verlagsbuchhandlung, Stuttgart 2000
Prices subject to change without notice. Preisänderung vorbehalten. Thu Jun 28 14:53:28 2001
Page URL:
Available through good booksellers or directly from:
E.Schweizerbart'sche Verlagsbuchhandlung, Science Publishers,
Johannesstr. 3A
D-70176 Stuttgart,
Germany.
Phone +49-711-625001
Order FAX +49-711-625005
mail@schweizerbart.de